Torben Bo Halbirk

VAND OG FUGLE I FLUGT

 Vand og fugle i flugt... Jeg forestillede mig, at det var den eneste måde, hvorpå min ven Torben Bo Halbirks malerier og grafiske værker udtrykte sig. Efter vores første møde i Paris i 1984 kendte jeg faktisk overhovedet ikke hans kunstneriske arbejder. En fælles ven havde arrangeret dette møde, vi mødtes som fremmede, hvilket ikke betyder, at vi ikke sympatiserede med det samme. Jeg følte / nærede en vis forlegenhed ved at bede om at se hans arbejder, som om jeg ikke vidste, om jeg risikerede at skulle rose noget, jeg slet ikke kunne lide. Efter adskillelige flasker rødvin og mange samtaler nærmede vi os hinanden - og jeg undgik stadig at stille spørgsmål om det kunstneriske arbejde.

  Under mit andet ophold i Paris indfandt jeg mig for første gang i atelieret ikke langt fra l’ile de la Cité.

  Og allerede dengang blev jeg overrasket over det, jeg kunne se på murene i det temmeligt lille atelier - hvor er det parisisk!

  Jeg følte mig ikke som en rejsende fra århundredets begyndelse, som ankommer til Paris med lommerne fulde af penge og møder alle de gode, men fattige kunstnere, og som køber, køber og køber...

  Men jeg så gode malerier, dybfølte, fulde af melankoli, men også fulde af behagelige farver. Allerede på dette tidspunkt glitrede sollyset på Marnefloden, men der var også ørnen som fløj hen over den brat faldende skrænt. Jeg mødte et menneske, som var forelsket i Monet, men som omsatte denne kærlighed til en Halbirk.

  Besøget i Frelaut-atelieret på Montmartres trapper bragte nye oplevelser af Bos arbejde - en stor ørn gled hen over papiret. Det var et nyt emne for kunstneren og  ligeledes var det eksperimentering med nye teknikker og udtryksmåder. Siden har jeg i grafikken set åbne vinduer, stejle skrænter, bølger på havet og ved kysten. Alt er overvejet, men ikke nødvendigvis melankolsk, som jeg troede det i begyndelsen. Rolige farver, en meget økonomisk gravering (burin), en graveringsteknik erhvervet til perfektion - kombineret med en søgen efter nye muligheder. Halbirk prøver ikke at undvige maleriet, men jeg tror, at det er i grafikken, han har sin force. Men Bo er en indadvendt mand, som ikke let giver sine følelser frit løb. Han giver dem hverken frit løb i det virkelige liv eller i kunsten - han har behov for tid for at få kontakt med / til mennesker.

 Men man kan ganske enkelt være ven med ham - hvis man selv vil være ven.

  Foran mig ser jeg værker, som repræsenterer vandet. Bare sådan! Vand forbundet med små tilføjelser, som gør det mere realistisk - en pæl, en ankringsring, en mole.

  Det er måske hans danske element, der kommer frem dér, det element som altid, hvad enten danskerne vil det eller ej, er forbundet med vandet, men der er hér en særlig forståelse af dette element af vores liv.

  Det flyder, det glimter, det slår mod kysten, det genspejler noget andet. Genspejlinger i sig selv - drejer det sig i virkeligheden om genspejlinger af andre ting i livet?

  Jeg tror, Torben Bo Halbirk er i stand til alt, undtagen at håndtere refleksioner om menneskelige attituder på let vis, disse menneskelige attituder som hos ham genspejles i det element, som vandet er.

  Ved siden af den fantastiske beherskelse af grafikkens tekniske virkemidler, ved siden af den billedlige adel, bortset fra den kunstneriske personlighed er Halbirk simpelthen et menneske.

  Desuden tror jeg også, at Torben Bo Halbirk er en god og følsom lærer, en lærer for enhver der måtte have lyst til at trænge ind i den plastiske kunsts dybe hemmeligheder. Han må være en god lærer, netop fordi han blot er et menneske. Halbirk International - det er således, han sommetider lystigt præsenterer sig i telefonen. Sådan er han - kunstnerisk og menneskeligt.

                                                                                                               Peter Hartmann, kunsthistoriker, Berlin.